Hække i div. jordtyper

For at sammenligne de forskellige jordforhold blev ensartede kasser plantet til med ensartede bøgeplanter. Alle blev plantet den 4. marts 2013, hvorefter det blev vinter. Alle kasser blev gødet med en langtidsvirkende gødning og vandet helt ens på nær den kasse, der skal vise, hvad der sker, når man ikke vander. Alle fotos er fra sommeren 2014.

Her kan du se, hvad der sker, hvis du…
…planter i stabilgrus


Stabilgrus er det materiale, der ligger under veje og belægninger.

Skal belægningen fjernes og erstattes af en bøgehæk, kan man her se, hvordan planterne reagerer, hvis man ikke fjerner stabilgruset før plantning. Bøgeplanterne vokser meget dårligt.

De får små, gule blade og kun små, korte skud. Rødderne er dårligt udviklet.












… planter i tung og tæt lerjord (råjord)


Tæt og tung lerjord er ikke ualmindeligt, når et nyt byggeri er overstået og de tunge maskiner trækker sig tilbage.

Plantes der direkte i den rå jord, bliver bøgeplanternes rødder meget svage og det viser sig over jorden som små knopper og blade.

Planterne skyder næsten ingen nye skud.











… planter i våd jord


Graver man ikke en ordentlig rende til planterne, men sætter dem i et hul uden luftig jord i bunden og udenom (bruger pælebor f.eks.), svarer det til betingelserne for bøgeplanterne i denne kasse.

De er plantet i en tæt plastsæk fyldt med jord. Der er meget lidt ilt i jorden, fordi den er fyldt op med vand, der ikke kan løbe væk.

Det giver dårlig vækst med små, gullige blade, og næsten ingen rodudvikling, fordi rødderne dør uden ilt.

 









… planter under optimale forhold


Luftig muldjord, der består af ler/sand og er løsnet i dybden, giver de bedste betingelser for en god og veletableret hæk.

Planterne er vandet ved plantning og resten af sommeren ved behov.

Det frigiver gødningen i jorden, der er den samme som i de øvrige demo-kasser.

Der er dannet fine skud og grønne store blade, det betyder fine rødder og god vækst fremover.


Du kan se alle demo-kasserne med bøgeplanter under forskellige dyrkningsforhold her