Stikkelsbær snaps

af forfatter Niels Stærup

Stikkelbærbuske er ikke dem, der er flest af i vores haver mere.
Med fare for at lyde rigtig gammel så kan jeg huske fra min egen barndom, at når jeg besøgte min mormor og morfar, så havde de et par store stikkelsbærbuske bagerst i haven. Dem spiste jeg flittigt af hen over sommeren. Bærrene blev også brugt i husholdningen – dog mest som stikkelsbærgrød, som smagte ganske udmærket.
 

Stikkelsbærret dukkede op i Frankrig omkring år 900, men det var først i 1500-tallets England, at busken blev dyrket. Busken har været dyrket i Danmark ude på landet fra omkring år 1800.

Bærret er i dag ikke anvendt til meget andet end frisk konsum, men kan anvendes til såvel syltning, som til kage og tærte.
 
    
Opskrift
En flaske vodka på 70 cl. (jeg bruger den billigste)
Et stort glas med skruelåg – gerne min. 1 liter
 
Fyld glasset halvt op med stikkelsbær
Tilsæt en flaske vodka og sæt låg på glasset
Lad det trække i 2 måneder
Si herefter bærrene fra og hæld snapsen på flaske eller karaffel
Den må meget gerne lagre 2 - 4 uger inden den drikkes
 
Ved gule stikkelsbær bliver farven strågul
Ved røde stikkelsbær bliver farven blegrød
Smagen er dejlig frisk likøragtig
 
 
Den lægelige historie
Bærrene indeholder meget sukker samt A, B og C vitaminer.
Stikkelsbær er blevet brugt til helbredelse af forstoppelse og mod appetitløshed.
Dette bær har man kunnet gemme for vinteren, da dens sure smag har virket konserverende i sig selv.
 
 
Se flere snapseopskrifter på www.kryddersnapse.dk eller følg med på facebook kryddersnapse.dk.