En anderledes rosenbog

 

Hvem siger der ikke kan gro roser i Vestjylland? Skulle der være nogle, der er af den mening, er det på høje tid at stifte bekendtskab med Laubjergs rosenhave. Både ved at besøge rosenhaven, der ligger nær Ringkøbing eller ved at læse den nyudkomne bog med samme navn.  Det er gartnerparret Martha og Søren Laubjerg, der udgiver bogen om de roser, de holder mest af i deres egen Laubjergs Rosenhave.

 

Bogen er ikke en opremsning af roser eller et botanisk værk, men en beskrivelse af de roser vi holder mest af og som vi synes, der er sjove og gode historier i, fortæller Søren Laubjerg.

Selvfølgelig har vi skilte ved roserne i rosenhaven, så alle vores rosengæster kan læse om roserne dér, men bogen samler og uddyber den viden, vi har om roserne. Det er jo det gode ved bøger; at man kan fordybe sig og vende tilbage for at undersøge noget nærmere, fortæller Søren Laubjerg.

 

Forsiden af bogen Laubjergs rosenhave er prydet med lavendelbedet fra Rosenhaven

I bogen fortæller gartnerparret også om hvilke planter, der er kønne i selskab med roserne. Martha Laubjerg har i mange år afprøvet forskellige kombinationer af stauder, græsser og roser og som Søren Laubjerg siger, er planter først rigtig interessante, når man begynder at kombinere dem. 

 

Hele livet er en drøm man realiserer – hele den lille verden man har omkring sig er jo den drøm man har, mener Martha Laubjerg. Sammen har ægteparret skabt en yderst seværdig drøm – både i form af en rosenhave og nu en bog, der giver vi andre lov til at drømme med.

Laubjergs Rosenhave
128 sider, rigt illustreret
149, - kr
(Bogen fås både i en dansk og en tysk udgave)
 
 Bogen Laubjergs Rosenhave kan købes her 
 



 

@vielskerhaven