Nem bærhave

Plant en lille bærhave med 6 forskellige afgrøder, der kan høstes fra tidligt forår til hen på efteråret.
 
Du behøver ikke bruge meget plads på at dyrke bær og rabarberstilke, for at være lidt selvforsynende med friske vitaminer fra april til oktober.

Hele bærhaven måler 4,40 x 4,20 meter og er så rummelig, at der er en lille siddeplads, hvor du og familien kan sidde, nippe stikkelsbær eller spise bær lige fra busken. Her er også plads til at stille en masse krukker med krydderurter, så andre friske råvarer til køkkenet er samlet i bærhaven.

Du udnytter jorden helt optimalt ved at plante persille og andre krydderurter under bærbuskene.      
 
Bedene måler 80 x 80 cm og 80 x 120 cm. Stier mellem bedene er 50 cm brede. For at holde jorden på plads, er der en 20 cm høj kant omkring bedet – det kan være et malet bræt på højkant.
 
Hvert bed er gravet godt igennem i dybden, evt. græstørv er vendt på hovedet, så bedet består af god muldjord. Øverst er jorden blandet med Green Garden Plantestarter, der giver planterne den bedste start.
 
For at gøre pasningen nem, er der lagt en kraftig fiberdug på jorden mellem bedene. Herpå er der lagt et 4 cm tykt lag strandsand. Det er nemt at holde fri for ukrudt ved blot at rive det igennem af og til.
 




Fem bærbuske og en rabarber
Vi har samlet fem lækre bærbuske af forskellige slags og en rabarber i bærhaven:
 

Efterårshindbær ’Autumn Bliss’ – røde bær fra slutningen af juli-september. Ingen orm på det tidspunkt.

Sommerhindbær ’Algonquin’ – kraftig hindbærsmag, som skovhindbær. Orangerøde bær fra juli og frem.
Rabarber ’Spangsbjerg’ – røde stilke, med grøn midte, meget højt udbytte; træk skud fra maj-oktober.




 
Solbær ’Titania’ – store, sunde solbær med højt C-vitamin indhold. Modner i juli. Den sundeste og mest velsmagende sort, meget frugtbar.
 
Stikkelsbær ’Invicta’ – store, grønne stikkelsbær, modner slutningen af juli og i august. Meget sund sort i forhold til sygdomme.
Tornfri brombær ’Navaho’– smagfuld brombær, der ikke behøver opbinding. Modner august-september.