Den spændende børnehave

Skal små, nye mennesker blive glade og dygtige, skal alle deres sanser udfordres og stimuleres.

 

Det kan både forældre og institutioner få stor succes med, ved at bruge haven som et sanseligt og spændende rum.

Her kan børn være, lege og opdage sig selv i forhold til deres omgivelser.

Fokus i indretningen af det grønne udendørs rum er derfor på børns størrelse, deres nysgerrighed og evne til at bruge havens indhold.

Er der en gren, prøver børn af, hvad grenen kan.  Er der et bålsted, er det en invitation til at bage snobrød og pandekager eller til at poppe popcorn.
 


Børn elsker blomster

 

I børnenes have skal der være rigeligt med blomster at plukke hele sommeren.


Er der blomster i haven, vil børn plukke buketter. Hvad er da mere oplagt end at plante rigeligt med stauder og sommerblomster, der giver den ene fine buket efter den anden?

De fleste sommerblomster sætter nye knopper og blomster, når der bliver plukket af dem, så længe de ikke sætter frø, vil de forsætte. Ærteblomst, stolt kavaler, morgenfrue, kæmpeverbena, margerit – for bare at nævne nogle muligheder.

 

Med blomster følger ofte sommerfugle og andre flyvende skønheder. Derfor er det en god ide at udvælge buske og stauder, der tiltrækker sommerfuglene. Det gør sommerfuglebuske især, og da blomstringstiden også er meget lang, er der en flot mulighed for at få skønne sommerfugle i børnenes sanselige have.

 

På opdagelse
Det er en god ide at tilrettelægge børnenes have som en lille sanselig opdagelsesrejse ind mellem høje græsser eller solsikker.

Man kan også skabe grønne tunneller med pralbønner eller frodige kalabasser, der vokser opad en rund bue af jern. Højden på denne tunnel skal ikke nødvendigvis være beregnet til voksne, men være i den aktuelle børnehøjde. Eller lavere. Så kan kun de små børn gå igennem, mens de større må krybe.

Det er vigtigt, at børnene kan nå planterne, så der kan plukkes en buket, hives en gulerod op, eller en blomst kan kigges nærmere efter i sømmene.  

Derfor er en sti, der fører ind gennem børnenes have et must.  Stien kan laves som af almindelige fliser, grus eller barkflis eller måske som en lille hoppesti, hvor børnene hopper fra sten til sten.

Børn undersøger altid hvad tingene kan bruges til.

 

Flisestumper lagt ud som trædesten henover græsplænen, er en fin sti, hvor børn ikke kan lade være med at hoppe fra plet til plet.

 

 

@vielskerhaven