Frugt og bær mellem prydplanter

Hvem siger at den spiselige del af haven skal placeres i en samling for sig i en køkkenhave, frugt eller bærhave? Man kan have stor fornøjelse af at plante spiselige bær, frugt og nytteplanter ind mellem havens prydplanter. 

 

Mellem sommerblomsterne er det fint med noget mere grønt og neutralt for at adskille de forskellige blomsterfarver. Persille er derfor nem og fin her. 
 
Jordbær er selvskrevne omkring børnenes legehus og dér hvor man mangler bunddække.

Selvfølgelig kan man plante almindelige jordbær, men der er også en meget delikat lille jordbærsort, der kaldes Immerbær på dansk, Fragaria vesca ’Rügen’ på latin. Den egner sig fortrinligt til bunddække under buske og træer.

 

Immerbær giver spiselige små jordbær fra maj til langt hen på efteråret. Og danner ikke udløbere, men sår sig i stedet moderat.

 

Ribs, solbær og stikkelsbær er fine som mere solide planter mellem stauderne. Blot der er en lille smal sti ind til buskene, så man kan komme til at plukke høsten i løbet af sommeren.

Under bærbuskene er det fint med lave stauder som kærmindesøster, Brunnera macrophylla, der lyser op med blå blomster om foråret.

@vielskerhaven