Lav dit eget højbed

Der er ingen grænser for hvad du kan plante ind i jord pallerammerne: Roser, bærbuske, grøntsager, krydderurter, stauder – tænk selv videre og få andre ideer.

Når pallerammerne er købt, kan du male dem med en vandbaseret maling, hvis du vil have rammernes holdbarhed forlænget eller have dem til at passe til husets og havens stil.
Find derefter den plads, hvor rammerne skal danne en lille urtehave. Det er, hvor solen skinner det meste af dagen. Det er nemmest at stille rammerne op, hvor jorden er plan, så de står vandrette med det samme. Ellers må de klodses op til vandret niveau og mellemrummene mellem rammerne fyldes op med grus, barkflis eller jord.
 

Er det bærbuske eller roser, der skal vokse i den nye lille have, skal der være mindst 2 rammer ovenpå hinanden. De fleste stauder, sommerblomster, grønsager og krydderurter trives fint i bare èn etage. Især, hvis de står på et underlag af almindelig jord. Læg fiberdug i bunden og hæft det fast med klipsemaskine.

Fyld jord i bedet, der måler 80 x 120 cm. Til en to-etagers ramme bruges lecanødder nederst, inden der hældes muld på. Man kan godt bruge almindelig havejord, men for at holde jorden luftig og god at dyrke i, er det bedst at blande den  med luftig kompost- eller sommerblomstjord, der allerede indeholder gødning.

 

Vælg de planter i havecentret, som du ønsker at dyrke. Man kan begynde med forspirede kartofler, krydderurter og udplantningsklare salatplanter. Eller blomstrende forårsting som primula, for-glem-mig-ej, hornvioler osv. Eller solbærbuske og ribs, med jordbær i bunden.
 
I mellemrummene mellem planterne er der plads til at så salat, dild, spinat og gulerødder – blot for at nævne nogle få spiselige ting. De spirer og vokser op i takt med at de andre grønsager bliver høstet.