Gode råd til dine potteplanter når du skal på ferie
For ikke at tiltrække ubudne gæster, skal huset se ud, som det plejer, mens familien er bortrejst. Det betyder blandt andet, at der skal være potteplanter i vinduerne - hvis der uden for ferierne er potteplanter i vindueskarmene. Planterne ville foretrække en placering i skygge, men det kan komme til at virke som en invitation til tyveri. De mest tørketålende planter – kaktus og sukkulenter - sættes på mest udsatte steder, det vi sige syd- og sydvestvendte vinduer.
Planterne sættes i urtepotteskjulere med en tyk skive oasis i bunden. Der fyldes vand op til overfladen af oasisen – og ikke mere. Planterne må ikke stå og soppe. Større planter placeres i tilsvarende større skjulere med tykkere oasisskiver.
Mange stueplanter kan anbringes sammen med havens potter – i læ og skygge udendørs. Her er der knapt så varmt, fordampningen er mindre, så vandreserverne holder længere.