En rød pryd i vinterhaven

Det virker selvmodsigende at grenene er røde på den hvide kornel, Cornus alba. Det hvide navn refererer til buskens frugter, der er hvide og dukker op i løbet af sensommeren. Også blomsterne er hvide – og yndige i juni.

 

Men her skal det handle om grenene og deres evne til at lyse op i vinterhaven. Planter du en hvid kornel i haven, er der farve i den brune og vintergrå have lige fra løvet falder til det springer ud igen i april.

De røde grene kan tages ind i vintertiden og stilles i en krukke med vand. Da vil de springe ud i løbet af 2-3 uger. Med sarte, lysegrønne blade og senere hvide blomsterskærme.

 

Hvid kornel bliver en busk på 3 meters højde og 2-3 meter i bredden. Men der er ingen grund til at lade busken fylde så meget.

 

Netop ved at klippe grene ind om vinteren, holder du busken i en mindre størrelse og der kommer nye friske skud, der er mere røde end de gamle.

Kornel – og andre buske, kan plantes i haverne også her i vintertiden. Så det er ikke for sent at få farver derude.

 

@vielskerhaven