Frem med de flerårige

I princippet er det forår fra 1. marts, det er bare ikke til at se. Men i tillid til at vejret før eller siden begynder at arte sig normalt, er det nu tid at tage de flerårige sommervækster som fuchsia, margueritter og overvintrede pelargonier frem af gemmerne, pudse dem af og sætte dem i gang.

Er man i tvivl om, hvorvidt er de er live, kan man kradse i barken med en negl. Vævet under den yderste bark skal være lysegrønt – så er der liv. Er den brun, er vævet dødt. Man kan begynde at kradse i toppen af kronen og gradvis arbejde sig ind og ned i planten for at få et billede af dens tilstand – der skal blot skrabes en millimeter hvert sted.

Alle døde grene fjernes, og de levende skæres tilbage, så man har en lille, men velformet krone. Hellere skære lidt for meget, end for lidt. En hård tilbageskæring giver en mere kompakt krone.

Har man overvintret sommerblomstrende løg og knolde fx. georginer (dahlia) begonier og diverse specialiteter er det også tid at tage dem frem og sætte dem til forspiring i store potter med en god pottemuld. Potten gennemvandes og stilles ved stuetemperatur. Så snart de første spirer viser sig, skal de have mest muligt lys. Kniber det med lyset, må man stille potterne lidt køligere for at spirene ikke skal blive for lange og skrøbelige.

@vielskerhaven