Havens fugle
Hjælp til selvhjælp er nøgleordet, når fuglene i haven skal passes, for et mejsepar med et kuld unger spiser omkring 25.000 insekter på en sæson. Her kan du læse, hvilke tiltag der fremmer bestanden af fuglene, og der er masser af projekter at gå i gang med for hele familien.
Sådan bygger du fuglekasser
De fleste fugle slår sig ned i hækken, buske eller træer og bygger deres naturlige redesteder, men vil du gerne fremme bestanden, er opsætning af fuglekasser et godt initiativ. Mangler du materialerne til selvbyg, så har vi også færdige huse, som kan sættes op til havens fugle.
Materiale
Det er en god idé at anvende genbrugstræ, men undgå trykimprægneret træ og lad være med at male og lakere fuglekassen, for den naturlige trælugt virker mere tillokkende for de kommende beboere.
Det skal du bruge:
- Sav, hammer, knibtang og bor
- Søm (varmforzinkede, ca. 65 mm lange)
- Uimprægnerede brædder: 2,5 cm tykke og 10 cm bredde
Mål og dimensioner
Ikke alle fugle foretrækker samme boligmodel, så lad dig inspirere af denne tabel, når du går i gang med at bygge selv.
Fugleart |
Åbning |
Total højde |
Underkant til indgangshul |
Bund |
Ophængningshøjde |
Blåmejse |
2,8 cm |
30 cm |
22 cm |
10 x 10 cm |
1,5-2 m |
Gråspurv |
3,5 cm |
30 cm |
22 cm |
15 x 15 cm |
2-5 m |
Musvit |
3,2 cm |
30 cm |
22 cm |
10 x 10 cm |
1,5-2 m |
Skovspurv |
3 cm |
20-25 cm |
22 cm |
10 x 10 cm |
1,5-4 m |
Rødhals |
3,2 cm |
20 cm |
10 cm |
10 x 15 cm |
0,5 m |
Stær |
5 cm |
35 cm |
25 cm |
15 x 15 cm |
3-10 m |
Den bedste årstid for ophængning af redekasser er om efteråret. Fuglene når at vænne sig til kassen inden foråret og ynglesæsonen starter.
Tips
- Forsyn aldrig redekassen med siddepind. Siddepinde på kassens forside giver for let adgang for uønskede rovdyr
- Fuglekassen skal ikke fyldes op med grene og strå (det gør fuglene selv)
- Til ophængning sætter man en skrue, øsken el. lign. i hver side af fuglekassen (slå aldrig søm i træet, men brug en snor eller kæde til montering)
- Hæng kassen i nord siden og gerne i skygge
- Rens kassen hver vinter
- Kontrollér at kassen er i fortsat god stand
Fodring af havens fugle
Først og fremmest spiser fuglene naturens egne frugter. Jo flere forskellige planter og insekter din have indeholder, jo større fuglebestand vil du opleve.
Plant hvidtjørn, almindelig hyld, røn, æbletræer, pæretræer, æbleroser, fuglekirsebær, almindelig hæg, benved, kristtorn, taks, hassel, eg, bøg, rødel, birk og en masse stauder med frøstande, som alle er gode fødetræer til havens fugle.
Fodring med solsikkefrø, hampefrø, æbler og fedtkugler i vinterhalvåret er med til at fastholde mange af fuglene til din have. Selv om sommeren er det en god ide at suppler med foder, så fuglene holdes til i haven.
Opskrift på fedtkugler
- Smelt fedt fra svin, okse eller får. Smeltet Palmin kan også bruges
- Tilsæt frø, opblødte bær og majskerner
- Tomme yoghurtbægre, konservesdåser eller andre beholdere og snore eller kroge findes frem
- Hæld fedt og frøblandingen i beholderne og sørg for at snoren/krogen sidder godt fast i blandingen
- Når blandingen er helt stivnet, fjernes beholderen og fedtkuglen kan nu hænges op i et træ