I køkkenhaven gælder det om at planlægge og forberede sig til det bliver ”rigtigt” forår, så man kan få frø og planter i jorden, så snart temperatur, lys og luft er til det.
Kickstarten i dette tilfælde hedder: forkultivering. Med mere jævne ord: så dine grønsager indendørs, så de kan plantes ud i køkkenhaven i stedet for at sås derude.
På den måde får man tidligere høst og bedre udnyttelse af jorden i køkkenhaven. Man får også mere ”blod på tanden”, når man kan høste rucola, radiser og bladsalater allerede tidligt i maj eller spidskål, ærter og hovedsalat fra slutningen af maj. Desuden giver en tidlig høst mulighed for at så eller plante én gang mere i den samme jord.
Grøntsager, der er gode at så i tidligt:
Knold- og bladselleri, porrer, salat (mange forskellige), artiskokker, spidskål, palmekål, blomkål og sommerhvidkål.
Desuden er det tid til de varmekrævende ting som tomater, peber, chili og auberginer. Vent til midt i april med agurker, majs, squash og bønner.
Giv vækstlys til småplanterne, så de ikke bliver ranglede af lysmangel. Her er sået i en pluggboks, som er et helt lille drivhus med et rum til hver plante. Det betyder at planterne ved udplantning ikke bliver forstyrret i rødderne, men forsætter væksten uanfægtet.