Så selv – forberedelser
De indledende øvelser bør udføres, så man nemt kan få sået de hjembragte frøposer. Omgivelserne varierer afhængigt af, om dit drivhus er opvarmet/uopvarmet, eller om planteproduktionen skal udføres i vindueskarmen. Fælles for alle scenarier er, at der skal jord, vand, såbakke/potter og navneskilte til.
GENBRUG
Du kan sagtens anvende samme såbakker, som dine frøplanter blev sået i sidste år, men det kræver, at de gøres rent.
Børst al jord af
Dyp bakker/potter i en spand eller balje med brun sæbevand
Dyp dem efterfølgende i en spand eller balje med rent vand
Se her hvordan du laver potter i genbrugspapir. Link til video.
Hvorfor?
De meget spæde frøplanter er meget sarte. De har kun en enkelt rod og små kimblade til at starte livet med. Det du skal undgå er, at svampen gråskimmel generer de friske frøplanter. Gråskimmel er en naturlig svamp, der er med til at nedbryde blade og andet plantemateriale.
Den ses tydeligt på eksempelvis glemte vindruer i drivhuset og viser sig som en tyk lodden belægning. De overvintrede sporer i drivhuset, på potterne og hvor som helst, de ellers er landet, venter på at få noget at leve på, så de kan vokse og formere sig.
Har du drivhus, drivbænke eller andre udendørsfaciliteter, som også skal rengøres grundigt inden brug, skal det ske INDEN frøsåningen.
Så selv – start
Jord - Det er VIGTIGT at du bruger Home & Garden så og priklejord jord, som giver godt med ilt til planternes rødder, så vi anbefaler, at du ”lufter” jorden og ikke maser den sammen, inden den fyldes i bakker og såhuller.
Vand - Vand er vigtigt. Såjorden skal være vandet igennem, men må ikke være så fugtig, at vandet løber fra. Når du har anbragt frøene i eller ovenpå såjorden, skal du ikke vande igen, før frøet er spiret eller jordoverfladen er blevet tør. Al vanding på de nye planter skal udføres meget nænsomt og helst med tempereret vand.
Dække - Al form for dække skal være lysgennemtrængeligt. Plastic eller et låg er fint. Når vi dækker, er det for at fremme frøspiringen med højere temperatur og give et beskyttet klima. I takt med at frøene spirer og de nye planter strækker sig, kan du med fordel lette på dækkematerialet og kun bruge det om natten.
Lys - Lys er altafgørende for, om frø kan spire og planter kan gro. Det skal være naturligt lys, så det hjælper ikke at sætte en arkitektlampe op. Har du brug for tilskudslys til planterne, findes der plantelys, som nemt kan monteres.
Sådybde - Frø er mangfoldige og fuldstændig forskellige fra hinanden. Mens ærter og bønner hører til de store, er salatfrø nogle af de mindste. Gartnere har gennem årene fået gode erfaringer med, hvilken dybde de enkelte arter bedst spirer ved. Den information har frøfirmaerne skrevet på frøposerne, så den skal du rette dig efter for at få det bedste resultat.
Såtidspunkt - En vejledning i såtidspunkt er også angivet bag på frøposerne. Der er for det meste to såtidspunkter – et for indendørs forkultivering og ét for direkte såning udenfor.
Læs også om planlægning før du går i gang og udplantning og pasning og pleje.