Paradisæble snaps

af forfatter Niels Stærup

Paradisæbletræer er i dag ikke det træ, der er flest af i vores haver. Der findes rigtig mange sorter, men den rigtige rådgivning får du ved at henvende dig til din lokale planteskole. Nogle er helt gule eller orange med røde ”kinder”, og andre er helt røde. Jeg har indtil nu kun prøvet med de helt røde æbler. Hvis du vil have et træ i haven, så er det selvfølgelig nemmest med et træ med store æbler, men hvis man ønsker et træ der ikke ødelægger græsset, så skal det være et træ med små æbler.
De små æbler kan bruges til at lave en fantastik kryddersnaps til osten. Men der findes også opskrifter hvor du fx kan lave din egen æblegelè, og æblerne er også tidligere blevet brugt til vinproduktion.
Ofte bliver Paradisæbler blot omtalt ved deres latinske navn - Malus.
 
Opskrift
 
En flaske vodka på 70 cl. (jeg bruger den billigste)
Et stort glas med skruelåg
 
Du plukker de fuldt modne æbler.
Du skyller dem og renser dem for stilke
Du halverer æblerne og hælder dem i dit glas, som er ca. ¾ fyldt med æbler
Hæld herefter din vodka på glasset og sæt dit skruelåg på.
Lad det trække i 2 – 3 måneder.
Du må gerne ryste glasset 1 gang om ugen.
Herefter filtrerer du æblerne fra,
Alt efter om du er til en stærk smag eller ej, så kan du evt. tilsætte det færdige træk vodka - til du rammer den smag du kan lide.
Lade herefter din færdige snaps hvile 2 – 4 uger før du nyder den. 
 
Godt råd:
Når du halverer dine æbler, og kernerne er brune, så er dine paradisæbler modne.
 
Den lægelige historie
Det populære ordsprog "et æble om dagen holder lægen fra døren" er måske i virkeligheden baseret på meget lidt myte og en masse sandhed. I løbet af de seneste år har forskere sat dette ordsprog på prøve og resultaterne ser bedre ud end oprindeligt forventet.

Hvad indeholder et æble?
Ifølge disse undersøgelser, har det regelmæssigt at spise æbler en lang række sundhedsmæssige fordele. Det skyldes blandt andet, at æbler har et højt indhold af phytostoffer, naturlige plantestoffer, som f.eks. flavonoider og phenoler, heraf er quercetin og catechiner (som også findes i grøn te) måske de mest kendte. Disse plantestoffer har potente antioxidant egenskaber, og som du sikkert allerede ved, er oxidation en afgørende faktor for udvikling af mange kroniske sygdomme, såsom hjertekarsygdomme, kræft og astma. Æbler har også et højt indhold af kostfibre og vitamin C.

Hvad kan æbler helbrede af sygdomme?
Der er lavet rigtig mange undersøgelser af æbler. Her er en kort opsummering af disse resultater:
Pektin øger mængden af gode tarmbakterier, som skulle beskytte en mod mange mave-tarm sygdomme inkl. tarmkræft. En anden undersøgelse viser, at det at spise æbler regelmæssigt er forbundet med en mindsket risiko for tyktarms- og endetarmskræft. En undersøgelse fra Australien viser at æblespisning er forbundet med en mindsket risiko for at få astma og bronchial overfølsomhed. En anden undersøgelse viser, at mennesker, der spiser æbler regelmæssigt, har en bedre lungefunktion og mindre risiko for at få såkaldt kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL). Endelig viser en undersøgelse fra 2002 at spiser du mange æbler har du mindre risiko for at udvikle type II diabetes på grund af æblers indhold af plantestoffet quercetin.

Se flere opskrifter på www.kryddersnapse.dk eller følg med på facebook kryddersnapse.dk

 

@vielskerhaven