Tag på efterårsferie i haven

 

Efterårsferien er lige om hjørnet med masser af tid til familiehygge og sjove

projekter i haven, der nemt kan konkurrere med dyre entrebilletter og lange

køer.

Drømmer du også om at gå off-line fra en travl hverdag? Så er efterårsferien den perfekte mulighed for at få lidt frisk luft og hygge sig i haven med spændende projekter for store og små. Der er æbler på træerne og blomster at plukke flotte buketter af. Det er vejr til hulebyggeri, og så er det den allerbedste årstid til at plante træer og buske.

 

Hvert barn sit æbletræ

Alle børn elsker æbler, så hvis der er havearbejde, der kan lokke børnene

væk fra skærmen, så er det at få lov at plante sit eget æbletræ eller hindbærbusk.

Der skal graves et stort hul, fyldes jord på, og der skal vandes, mens

man sludrer løs om de oplevelser, der følger med, når en regnorm eller en særlig flot bille blander sig i projektet.

Navnetræk med vintergækker

Det er sæson for at lægge blomsterløg. Et projekt, der også har en god tiltrækningskraft på små havemennesker. Især hvis de får lov til at skrive deres eget navn eller initialer med vintergækker. Skriv navnet eller lav en tegning

med en pind i jorden og læg løg af vintergæk, skilla eller krokus tæt i rillen.

Det bliver så fint til foråret.

 

Pres blomster til fine gaver

Hvis der er noget, de fleste børn er vilde med, så er det at give hyggelige

gaver, de selv har lavet. Lad dem presse blomster og blade fra haven. De

bedste er dem, der har tynde stængler og blade og ikke alt for svulmende

blomster. Når blomsterne er tørre, kan de bruges til billeder, kort og meget mere i eget design.

 

Byg et insekthotel

Haven er en alletiders skole, hvor børnene lærer, hvordan naturen fungerer og oplever samspillet mellem planter og dyr. Det er vigtigt at passe på insekterne,

der bestøver æbletræet, så det giver masser af frugt. Byg et insekthotel

i en lille kasse, der fyldes med masser af hule stængler fra havens planter og hæng det op et lunt og beskyttet sted. Der har insekterne et godt sted at

overvintre, så de er klar til næste forår.

@vielskerhaven